Når et menneske ikke trives, bliver det ofte smertefuldt opmærksomt på sig selv. Vi får svært bare at være til, bare at leve.

Alt bliver uhyre vigtigt og alvorligt, men samtidig komplet uoverskueligt og ugennemsigtigt. Dette gør at vi graver os dybere ind i os selv for at lede efter hvad der føles så forkert og smertefuldt. Vi bliver en fange, indespærret i vores eget sind og egen krop. ”Jeg’et” fylder alt og det fylder på en ufri og tyngende måde.

Psykoterapi handler om at gøre klienten i stand til igen, at vende opmærksomheden væk fra sin egen pinefulde eksistens og ud mod verden og andre mennesker. Psykoterapi handler om at gøre det muligt for klienten at leve igen, mulighed for at beskæftige sig med det der betyder noget.

Relationen mellem klient og terapeut er det bærende grundlag og som mest af alt, har med tryghed at gøre. Biologisk og eksistentielt er det simpelthen for farligt at lægge vores ømmeste sårbarheder, det vi skammer os over eller vores livs mørkeste hemmeligheder, i en andens hænder, hvis relationen ikke føles tryg.

Jeg har den største fokus på dette, velvidende er den trygge relation ikke etableret, så er god terapi umulig.

Jeg har i de mere specificerede underpunkter her på siden, beskrevet hvad der typisk får mennesker til at gå i terapi, men disse underpunkter er selvfølgelig på ingen måde fuldstændig dækkende da menneskelivet er komplekst og de medfølgende smerter og problemer, ligeså.