Det er normalt at vi i parforhold ind imellem skændes, trækker os fra hinanden og oplever at vi er kørt fast. Vi kan føle os alene og det kan opleves som om vores partner er langt, langt væk. Det er ligeledes normalt at vi føler os revet itu af tvivl og uro når vi oplever utroskabens store smerte.

Der er ikke en der er helten og heller ikke en der er skurken, i forholdet. Ikke en der er den gode, og heller ikke en der er den onde. Der er kun mønstret. Et mønster der kan tage os igen og igen. Det er dette mønster der skal afdækkes således det kan brydes, så parret igen kan se hinanden klart og i et mildere lys, uden de gentagne, lange og udmattende konflikter. Det handler om at give parret mulighed for at bevæge sig i en retning hvor der er forståelse for hinanden, mere kærlighed og større tryghed.

Når vi er i et parforhold, er vi følelsesmæssigt og gensidigt påvirket, knyttet og afhængig af hinanden, nogenlunde på samme måde som et barn er knyttet til, og afhængig af, en forælder i forhold til at få omsorg, beskyttelse og trøst.
I både parholdet og i forælder-barn relationen gælder det, at vores evne til at være tilgængelig og forudsigelig, er altafgørende for vores oplevelse af tryghed og trivsel.

Som det lille barn protesterer vi, hvis der er noget der ikke er rart, og vi smiler, griner og søger kontakt når den anden får os til at føle os tryg og betydningsfuld. Smerten er stor og ikke til at bære når vi i et forhold kan føle os ligegyldig for den anden. Vi bliver utrygge.

Det lille barn skriger hjerteskærende når det oplever at ingen er der. Frygten, desperationen og vreden bygger op og op og op. Lige indtil barnet helt holder op med at kalde og bliver stille. Barnets krop kan ikke mere holde til at være i denne smertefulde og dysregulerede stemning. Det er for hårdt at kalde og ikke blive hørt og hjulpet. Barnets inderste forsøger at beskytte sig selv ved at lukke ned.

Dybe, lignende strukturer udspiller sig i parforholdet. Vi kalder fordi vi er bange, vrede, kede af det. Vi har brug for at mærke at den anden er der for os. At vi er vigtige. At vi er noget særligt for den anden. Dette kald, der måske bedst kan oversættes til ”jeg har brug for dig! Er du der for mig?”, kan forståeligt nok ofte modtages som kritik og vække en følelse af ikke at være god nok, af aldrig at kunne gøre det godt nok, at være forkert. Og disse følelser vækker ubehag og vi beskytter os, enten ved at trække os fra den anden eller gå til modangreb.

Vores medfødte tilknytningssystem er skabt til at reagere når vi bliver i tvivl om hvorvidt de mennesker der betyder mest for os, virkelig er der. Vi bliver bange, kede af det og vrede. Vi prøver måske at kalde lidt stille i starten, men efterhånden skruer vi op. Vi råber og skælder ud indtil vi måske opgiver helt, resignerer og lukker savnet og længslen inde i os selv.
Det der egentlig blot er et ønske om kontakt: Er du der for mig? Kommer let ud som kritik og skæld ud og dette sender partneren endnu længere væk. På den måde kan mønstret tage os. Mønstret får sit eget liv og vi bliver mere og mere blinde for vores egentlige behov, vores egentlige længsel efter tryghed, efter at føle os værdifulde.

Måske er vi kommet ind i et mønster, hvor den ene skælder ud og den anden trækker sig, og det kan føles som om vi er låst helt fast i denne smertefulde gentagende cirkel. Vejen ud af et sådant mønster starter med en forståelse af, at det at skælde ud er et kald og det at fjerne og trække sig blot er et forsøg på at skærme sig selv for kritik og den smerte der følger med.